• Neuro Pædagogisk Behandler, forfatter og foredragsholder

  •  

     

     

    Neuro Pædagogisk Behandler, forfatter og foredragsholder.

At stå frem…igen og igen…

Så har jeg været så heldig at Ude og Hjemme har ønsket at bringe min historie (kommer i uge 52, 2017). Fordi “Pigen i spejlet” er udgivet som E-bog, og min del af overskuddet går til Børns Vilkår, ubeskåret.

DET ER DEJLIGT. Det får budskabet ud, endnu en gang.

Artiklen måtte ikke være alt for positiv. Man skal jo kunne ane, at det var en dårlig ting, der skete i min barndom, så det fanger folks interesse og viser med tydelighed, hvor vigtigt emnet er at bringe på bane, igen og igen.

Men altså. Jeg er jo kommet SÅ langt siden da. Siden min barndom. Jeg har kæmpet mig op og igennem og ud. Det er nok en endnu vigtigere historie. For hvem?

For dem, der sidder i saksen lige nu. For dem der ikke kan se en vej ud i lyset, grundet det altomsluttende mørke, der lige nu omgiver dem. For dem der knokler på at helbrede dem, der har været udsat. For dem der knokler for at rede de børn, der i skrivende stund er udsat. Fordi alle skal vide, at deres kamp hjælper. Måske ikke nu, eller i morgen, eller om en måned, eller om et år. Men i fremtiden. Der bliver alt bedre. Kan blive det. Med den rette hjælp.

Jeg er ikke længere den lille pige. Hun er stadig en del af mig, ja. Men jeg er den voksne Lonnie nu. Nu arbejder jeg dagligt for at hjælpe andre. Og jeg hjælper, det ved jeg. Måske kan de borgere, jeg arbejder med, ikke mærke at det har hjulpet nu, eller i morgen, eller om en måned, eller om et år…men det hjælper i deres fremtid. Det ved jeg. For jeg er i min fremtid nu. Og alt det arbejde, som andre har udført for mig, med mig i tidens løb, det har hjulpet.

hvad vil jeg sige med det? Kæmp videre. Alle sammen.

Kæmp:-)

Fader præst, du som er på jorden…

Jeg er ikke selv troende. Men det var jeg engang. Meget. Jeg troede lige så meget på Gud, som jeg gjorde på julemanden.

Da min far begyndte at misbruge mig seksuelt (5-6 års alderen), bad jeg til Gud om at lade min far dø, så han ikke kunne gøre mig ondt mere. For Gud var jo god, og Gud hjælper mennesker, især børn. Men det gjorde Gud ikke. Så allerede der, blev mine øjne åbnet for videnskaben.

Men jeg husker den. Troen. Og roen i trygheden. Fordi man vidste, at der var en, som passede på os.

Den tro er der mange voksne og børn, der stadig har.

Så gør det mig så ekstra forfærdeligt ondt, når en præst ødelægger børns selvværd, ødelægger deres indre og for evigt har sænket et mørke over deres sind, har ødelagt børnenes og forældrenes liv, OG samtidig har gjort det i Guds navn. Har misbrugt sit embede, folkets tillid.

Det gør mig så ekstra forfærdeligt GAL, når selv samme præst modtager en dom…og anker den….

Hvad sker der inde i hovedet på sådan en syg mand. Virkelig syg!! Jeg vil ikke engang vide det. Jeg sidder og bliver sådan lidt:

“burde vi ikke oprette hjemmesider, hvor der er lister med pædofile og sexforbrydere og GPS signaler, så almindelige mennesker, altid kan følge dem. Find venner-agtig. Så kan man altid passe på sine børn og unge mennesker….”

Men det må man jo ikke…det ville jo blive noget værre noget…for krænkerne…så får de jo krænket deres privatliv…og det er jo synd for dem…

https://www.dr.dk/nyheder/indland/mor-til-dreng-i-toemmerup-sag-vi-kan-ikke-komme-videre-foer-det-er-slut

Synlighedsdag i Aabenraa – hendes historie var så slem..

I går havde jeg den fornøjelse at holde oplæg i Aabenraa. Det var en synlighedsdag i samarbejde med Spor. Temaet var “Vejen tilbage til arbejdsmarkedet”.

Inden jeg gik på, hørte jeg et oplæg med en anden overlever. Hendes historie var så slem at jeg fik det helt dårligt indeni.

Heldigvis kom hun forbi den levede barndom og ungdom i hendes fortælling og hen til det sted i hendes liv, hvor hun var i dag. Og så blev jeg så glad, så lettet, så lykkelig over at vi er så mange, der har overlevet, og nu lever. Sådan rigtig lever. Ikke bare overlever.

Vi skal bruge vores historie til at hjælpe andre. Både private og fagfolk kan bruge vores historie til noget.

Når jeg tænker på min barndom og det liv jeg efterpå bød mig selv, så giver det hele mening efter en dag som i går. En dag, hvor andre kom videre i deres privat- og for andre, arbejdsliv.

Blod på tanden, på med vanten og afsted igen og igen:-)

– Lonnie Liv Henriksen

  • 1
  • 2

Brug for råd eller hjælp?

Du er altid velkommen til at skrive spørgsmål eller sende forespørgsler til mig, så kontakt mig herunder.