•  

     

     

    Neuro Pædagogisk Behandler.

Angst!!

Hvordan kan du lære at leve med en naturlig angst, og på samme tid komme af med den angst, som er kommet til at fylde for meget?

For at få svaret, så skal du blot læse denne blog, som er skrevet af min underviser og kære kollega.

Derfor kan angsten styre os, og sådan tager vi kampen op uden dramatik 

Hjertet galoperer afsted. Det suser for ørerne, og kroppen fryser fast. Fornemmelsen af næsten ikke at kunne trække vejret driver sindet helt ud på kanten. 

Panikangst, socialangst, fobi af forskellige slags – det voldsomme barn har mange navne, og ingen af dem dækker helt. Oplevelsen er så meget mere end bare et ord. Angsten er invaliderende. Den æder af sjæl og sind og fortærer tilliden til livet og til dig selv.  

Men hvordan behandler man angst? Findes der en behandling, der virkelig virker? Og helst virker hurtigt!?

Ja! Der findes behandling mod angst. En, der virker hurtigt endda. Men det er ikke en behandling i klassisk forstand. Det er ikke ”bare” terapi mod angst. Det er heller ikke ”bare” kognitiv behandling mod angst. Det er en kombination af terapi, kognitiv behandling, undervisning og træning. Og nej – ikke træning i at konfrontere og udholde angsten. Vi taler om træning af din hjerne og dit nervesystem. Træning i at sende nye signaler igennem systemet. Det er angstbehandling, der virker. Når du altså træner!

For at træne angsten væk, skal du være opmærksom. Du skal opdage de tanker og adfærdsmønstre, der aktiverer angsten. Du skal forstå angsten, for at forandre den. 

Hvad er angst og hvor kommer den fra?
Angst skyldes en ubalance i nervesystemet. En del af hjernen er for meget på arbejde, og en anden del slapper lidt for meget af. Metaforisk kan man sige, at din vagthund er meget vågen. Og din indre, kærlige, beroligende ”Nanny” er faldet i søvn. Så angsten har vildt meget plads at boltre sig på. Vi skal have vækket ”Nanny” og vagthunden skal have et kødben eller en lur, så du kan nå at opdage hvordan hjernen virker uden alt for meget vagtsomhed. 

Der er mange forskellige slags angst. Lige fra fobier, som handler om at være bange for helt konkrete ting, som for eksempel mus, edderkopper eller højder, og til en voldsom socialangst eller panikangst, som kan forhindre dig i at forlade dit hjem eller følge dine ønsker og drømme. 

Der er også mange forskellige årsager til angst. Den kan være grundlagt i barndommen, den kan være et produkt af en voldsom oplevelse eller den kan være opstået som følge af andre følelsesmæssige udfordringer som for eksempel stress eller depression. 

Hvad gør man ved angsten?
Der findes tre logiske trin i det indledende angstarbejde, som vi følger næsten uanset hvilken slags angst, vi har med at gøre. 

  1. Undersøg hvordan du ”opretter” angstfølelsen. Angst er en indre oplevelse. Et produkt af en forestilling, som kan være mere eller mindre bevidst. Når vi undersøger hvordan angsten skabes i hjernen, er vi kommet et godt stykke vej. Hvilke indre billeder eller film er den forbundet med? Hvilke lyde og kropsoplevelser følger med? Siger du noget til dig selv? 

Vi vil også gerne vide, hvilken logisk forklaring du har på angsten. Det behøver ikke at være den ”korrekte” forklaring. Ofte er det et gæt, men stadig vigtigt. Forklaringen er et udtryk for en overbevisning, som kan formes lidt anderledes, og dermed bidrage til at slippe angsten. 

  1. Undersøg virkeligheden. Vi undersøger hvordan angsten konkret påvirker din virkelighed. Hvor tit oplever du den? Hvor længe? På bestemte tidspunkter? I bestemte situationer? Her afgrænser vi angsten, og får en idé om hvilke rammer den kræver. 
  1. Skab adgang til ressourcefulde følelser. Angst er en meget enten/eller følelse. Du kan ikke både være angst og rolig. Eller angst og tillidsfuld. Derfor er det en rigtig god idé at etablere en slags ”helle” i hjernen. En neurologisk ”Nanny”opskrift, som kan aktiveres som et modspil til angsten. 

Når disse ting er på plads, så er det tid til at arbejde konkret med angsten. Metoderne afhænger af svarene på de to første trin i afdækningsprocessen. Vi skal kende årsagerne til angsten, og vi skal kende angstens karakter og ramme. Men til fælles har metoderne den kvalitet, at de træner dig i at aktivere dine ressourcer – altså vække din indre Nanny, så angsten – altså vagthunden – kan holde mere fri, og kun komme på banen, når der er brug for den.

På den måde genetablerer du balancen i dit nervesystem, og du udvikler specifikke, kognitive, angstdæmpende opskrifter, som passer lige præcis til dig. 

Hvad er specielt ved NeuroKommunikation?
Fordelen ved NeuroKommunikationens metoder er, at de er dynamiske. Du er selv med til at vælge sammensætningen af metoderne, du definerer selv, hvordan de skal fungere for dig, og du vælger selv, hvor meget du vil bruge dem. Jo mere du øver dig, des nemmere er det. 

Egentlig kan man sige at NeuroKommunikation er en slags ”signatur-metodik”. Den består af mange små elementer, som kan sættes forskelligt sammen. Ingen af os er ens, og din oplevelse af angst (eller andre mentale udfordringer) er helt speciel for dig. Derfor er det også rimeligt, at vi laver en indsats, som passer præcis til dig og dit nervesystem, og ikke bare bruger en standardmetode. 

Et lille barns krop

Hvordan kan man dyrke sex med et lille barn?!!!

Idag var min lille dreng på 6 år i karbad. Han hujer og leger og har en fest.

Som han sidder der og nyder sin barndom i fulde drag, sidder jeg på badeværelset og tænker på et opslag, som jeg lige har læst. Et opslag om hvor ondt en far har gjort en datter i en fjern barndom. Og jeg kigger på min lille bitte søn. Hans krop er så lille og ubeskyttet, som han sidder der. Men han ved det slet ikke.

Han ved ikke at der findes den slags ondskab i verden. Han kigger glad op på mig og spørger, hvad der skal ske med robåden, hvor han selv, mig og mormor sidder i (vi er i dagens anledning Lego mennesker). Jeg svarer ham, imens jeg tænker videre.

Hvordan fanden kan nogen finde på at røre ved så lille et menneske?!!

Jeg tænker tilbage på min egen barndom. Min far kunne finde på det, og gjorde. Jeg har været på min søns alder, eller yngre, da min far begyndte at misbruge mig seksuelt. Føj! Hvordan fanden kunne han finde på det? Hvordan fanden kunne han nyde det? Det sidste kan slet ikke trænge ind i min fjerneste fantasi.

Men jeg ved det jo godt. Han kunne nyde det, fordi nogen har gjort ham ondt, da han var helt lille. Lille og ubeskyttet. Al godhed, der dengang boede i den lille dreng, er blevet tæsket ud af ham med seler, træbøjler og grydeskeer. Og han sov ved sin mor, når hans far var på havet, indtil han var stor teenager…

Dette er ikke hyggelig læsning. Det ved jeg godt. Det er sjovere at se en genudsendelse af Rundt på gulvet. Men det er virkeligheden. Desværre.

Børnene kan kun blive reddet, hvis der er voksne, der passer på dem.

De voksne er dig og mig.

Min søn kigger glad på mig og smiler. Jeg rækker ham håndklædet, da han er færdig. Uden den mindste krops forskrækkelse tørrer han sig og tager sit undertøj på. Jeg krammer hans lille krop lidt ekstra under denne aftens putte øjeblik. 

Han kender ikke til verdens ondskab. Og jeg skal nok sørge for, at så mange børn som muligt får det ligesom ham.

Håber I er mange derude, der vil hjælpe mig…

Følelser der smerter, er gode at have…

De der dage, hvor noget pludselig nager nede i maven, og ikke rigtig vil gå væk. De dage er faktisk nødvendige…

Og sådanne en dag, har jeg idag.

Jeg sad lige og kiggede på Facebook, da der kom et venneforslag op. Det var min onkel José. Jeg kom til at tænke på en gang, hvor jeg var lille, og vi var til fest hos min faster og onkel. Jeg skulle hælde lidt saftevand op i køkkenet, men fik øje på en snegl nede i kanden?!! Nå ja, min onkel er fra Spanien. Han mødte min faster, da de var helt unge, og hun var på ferie i landet. Så deres madvaner var lidt anerledes, end jeg kendte hjemmefra vores eget hjem. Sneglen var kravlet fra én skål til saftevands kanden. Så pludselig havde jeg hverken lyst til saft eller mad. Jeg har altid tænkt tilbage på de små sjove oplevelser. Således også i det sekund, som venneforslaget kom op på min skærm. Og først blev min krop fyldt med sådan en varm glæde, der spredte sig helt ud til fingerspidserne. Men med ét fik jeg ondt i maven og alt trak sig sammen i mig. En kulde spredte sig med lynets hast. Og den kulde sidder der endnu.

Hvorfor?

Min faster og onkel var en stor del af min barndom. Faktisk den mest lykkelige del. Hos dem var der altid godt humør og hjertevarme. Og tryghed. Trygheden var for mig et ukendt land, da min far systematisk misbrugte mig til hans seksuelle fornøjelser. Men, hos faster og onkel var der trygt og godt. De blev for mig en slags forbillede at spejle sig i. Siden de så godt kunne lide mig, måttejeg jo trods alt være noget værd. Ikke?

Så kom dagen, hvor jeg afslørede min far. Endelig var jeg “fri” i den forstand, at jeg ikke længere skulle holde på den største og mest grimme hemmelighed i verden. Men!! Fra den dag ændrede alt sig. Også den måde min faster og onkel så mig på. Min far har fundet på løgne, der er så gode, at hans del af familien troede ham. Blandt de løgne, var der historien om, hvordan han tog en fængselsstraf fordi han ikke ønskede at fremstille mig, hans stakkels lille datter, hvis mor havde manipuleret med hende, som en løgner. Nej, han synes det var slemt nok for mig, så han tog sin straf og verden fordømmelse, for at beskytte mig. FØJ!!

Men min faster og onkel troede ham. Eller også var det det nemmeste og mest rare for dem. For så var de jo ikke i familie med en pædofil. 

Nå, lang historie kort, jeg mistede hele den del af familien, som var på min fars side. Dem som jeg var vokset op med og havde fundet den eneste tryghed i.

Til daglig har jeg egentlig pakket dem væk i en lille kold kasse, hvor på der står “mennesker som har forrådt dig og ikke fortjener din kærlighed eller omtanke” . Men idag, der vil jeg have lige have lov at mærke den kulde, den smerte i maven, som en kniv der er stukket ind og drejet rundt. For den smerte minder nemlig om, at der engang var kærlighed imellem os. 

Og den kærlighed er aldrig tabt. Og minderne er ikke kolde.

Nabohjælp

Nabohjælp. Jeg har spurgt børn på 3 og 4 år, hvad de forstår ved det ord. Svarene har INTET med materielle goder at gøre. Den ene mente at
en nabo kan hjælpe med at finde ens familie, hvis de er blevet væk. En anden at naboen altid kunne hjælpe, hvis man skulle have ryddet op i mange ting, eller skulle have flyttet en reol. Der var også forslag om at naboer kunne lege sammen.

Det får mig til at tænke på mennesker i Danmark. Blachman lavede engang et program, Luk mig ind, som handlede om at veje og blokke skulle blive bedre til at kommunikere og tilbringe tid sammen, så ensomheden kunne blive mindre.
Er den blevet det? Nogen steder? Jeg synes det var et sindssygt godt program.
Og et godt tiltag, som jeg virkelig vil støtte op om ved at dele alle informationer omkring det, hvis det igen bliver aktuelt.

Hvorfor er “nabohjælp” kun en organisation oprettet for at holde øje med hinandens materielle goder? Kunne man lave en lignende organisation med skilte i vinduet og det hele, men bare i en anden farve? Denne organisation skulle symbolisere at “min dør står altid åben”, og bank på væggen, hvis du har brug for hjælp.

Men, altså jeg ville jo så ikke selv lige blive medlem, ikke lige nu. Jeg har alt for travlt med min egen familie. Og mit arbejde. Og mine fritidsinteresser. Og vil egentlig bare gerne have ro, når jeg endelig er hjemme. Jeg tænker at jeg får plads til det i mit liv, når jeg er blevet pensionist, eller det sidste barn er fløjet fra reden i det mindste. Jeg kan jo ikke realisere mig selv, hvis jeg skal hjælpe naboerne hele tiden. Vel?

Og imens jeg skriver det, tænker jeg over om vi, som mennesker, prioriterer vores tid rigtigt. Om vi når at omprioritere inden det er for sent? Nå pyt, bare man har travlt nok, så når man ikke at tænke alt for meget over det spørgsmål…

  • 1
  • 2

Brug for råd eller hjælp?

Du er altid velkommen til at skrive spørgsmål eller sende forespørgsler til mig, så kontakt mig herunder.